
Kajak
Leg med kajak og dans med bølger - fra tryg tilvænning til at rulle en kajak under svære forhold.
Kajak er placeret i 2. semester (november- december), hvorfor en stor del vil foregå i svømmehallen. Vi vil først arbejde med fælleselementer for al kajak - roteknik, redningsøvelser og ruller - og derefter lege teknik og bevægelse ind via kajakpolo, foskajak og havkajak.
Kajakpolo er et hurtigt boldspil, hvor du udover grundteknik har brug for masser af kræfter og boldspilsforståelse - to mål i tre meters højde, 8 spillere med hjelme og i holdfarver, korte kajakker, gang i den over 2 x 10 minutter. Spillet dyrkes af over 1000 udøvere i Danmark i en officiel turnering. Vi deltager med de elever der har lyst. Læs evt. mere om GIV Kajakpolo
Vi bruger havkajakkerne på søerne - også når det er koldt - og oplever kajakkerne som et redskab til at tage på tur, men også til at lege med i bølger og hård vind. Sidste element er arbejdet med foskajak - white water kayak - i vores kunstige fos i svømmehallen. Her kan du lære de grundlæggende teknikker til senere at kunne klare dig på strømmende vand på norske elve eller franske floder.